Heste / Kiropraktik

Kiropraktik


Hvad er kiropraktik?
 
Vores kiropraktor dyrlæge Line Grønkjær:
Kiropraktik er en manuel behandlingsform, hvor man bruger sine hænder til at genskabe kroppens biomekaniske funktioner og hermed mindske smerter fra bevægeapparatet – primært rygsøjlen.

Ved en behandling søger man at fjerne såkaldte låsninger, der kort kan beskrives som områder i rygsøjlen med nedsat bevægelighed. Nervesystemet er tæt forbundet med rygsøjlen, og der skal forholdsvis små strukturændringer til i denne, før også nervebanernes signaler til og fra muskler, led og organer ændres.

Derfor er det af stor betydning for hestens funktion, at der er fri bevægelighed i rygsøjlen.

En hest med låsninger vil forsøge at ændre holdning for at kompensere for den nedsatte smidighed og for at undgå smerter. Herved belastes andre dele af kroppen unødigt og der kan let opstå en ond cirkel med forværring af situationen til følge.

Selve terapien består af et kort stød med høj fart rettet mod et specifikt led eller område af dyret. Herved påvirkes nervecellerne (mekanoreceptorer) i muskulaturen. Det er videnskabeligt bevist hos mennesker, at dette får musklerne omkring leddet til at slappe af. Selvom heste kan have temmelig stor muskelmasse henover rygraden, er selve leddene som regel ret fleksible og der skal ikke benyttes stor kraft for at manipulere med dem.

Hvilke heste kan have gavn af kiropraktik?
Hvis din hest har en eller flere af følgende symptomer kan det være tegn på, at der er låsninger i skelettet:
 
  • Nedsat præstation
  • Unormal positur/holdning
  • Adfærdsændring
  • Gangartsændringer
  • Ujævnt gangartsmønster
  • Stivhed i hals og nakke
  • Skiftende haltheder
  • Manglende rygsving
  • Besvær med samling
Mange vælger også at bruge et kiropraktisk eftersyn for at øge hestens velvære generelt og for at være på forkant med problemerne, før de udarter sig til mere.

Ofte vil det kræve 2-4 behandlinger for at opnå tilstrækkelig effekt. Som tommelfingerregel vil akut opståede problemer kunne klares hurtigere end de længerevarende tilstande.

Umiddelbart efter en konsultation kan hesten godt blive øm og skal som regel have helt fri fra ridning et par dage.

Det anbefales, at der går ca.14 dage fra en behandling til efterfølgende stævnestart.

I øvrigt kan det være gavnligt at kombinere kiropraktik med massage og akupunktur, hvilket vi også kan tilbyde på klinikken.

Har du spørgsmål i øvrigt så ring endelig og spørg!